JTU’s bestyrelse har lagt en ny strategi. Målet er både en mere bæredygtig økonomi og at skabe fortsat udvikling i jysk tennis. Derfor ændres organisationen i løbet af det næste halve år.
Bestyrelsen har besluttet, at sekretariatet og organiseringen af Jyllands Tennis Union vil gennemgå en forandring over det næste halve år. Det sker efter grundige overvejelser, der har taget højde for JTU’s økonomi og medlemsklubbernes behov og ønsker. Udgifterne til sekretariat og drift har i en periode oversteget indtægterne i unionen.
”Vi har haft en udfordring i form af et strukturelt underskud. Det har derfor været nødvendigt at nytænke hele organisationen, så vi kan tilpasse vores udgifter til de indtægter vi får. Vi vil naturligvis fortsat understøtte og videreudvikle jysk tennis” siger Frits Rasmussen, der er formand for JTU.
Konkret ophører der med at være en fastansat konsulent i JTU’s sekretariat. Den nuværende fastansatte konsulent i sekretariatet er blevet opsagt og den nuværende vikar vil ikke blive forlænget.
”På bestyrelsens vegne vil jeg gerne sende en stor tak til de berørte medarbejdere for upåklagelig indsats. Det er økonomiske hensyn, der først og fremmest gør, at vi desværre må ophøre samarbejdet med dem” siger Frits Rasmussen.
Jysk tennis skal udvikles
JTU vil fremover samarbejde med en koordinator, der tilknyttes som selvstændig i begrænset omfang. Personen skal delvist løse nogle få af de opgaver, som i dag løses af sekretariatet, men navnlig skal personen med et konkret budget i ryggen identificere og finde personer eller klubber, der fremover skal løse konkrete driftsopgaver.
Bestyrelsen er meget opmærksom på, at de nuværende aktiviteter, der er stor efterspørgsel på, skal videreføres. Samtidig er der behov for både at tilpasse disse samtidig med, at der skal etableres nogle nye. Den nye person får som en meget vigtig prioritet til opgave at udvikle, igangsætte og gennemføre (gerne i samarbejde med andre) disse aktiviteter under JTU-paraplyen.
I allernærmeste fremtid vil bestyrelsen indlede jagten på den rigtige profil til opgaven som koordinator.
De nye aktiviteter skal som udgangspunkt være selvfinansierede for at sikre, at der fremadrettet er en holdbar økonomi.
”Det er vigtigt for os at være åbne over for klubberne om den proces, vi nu går ind i. Der er tale om en tosidet strategi, der skal kombinere en grundlæggende bæredygtig økonomi med et samtidigt fokus på udvikling. Vi tror på, at det her bliver et skridt mod noget bedre,” siger Frits Rasmussen.
Når processen med at finde den rette kandidat er nået længere, vil JTU kommunikere til medlemsforeningerne, hvad den nye struktur konkret vil betyde for klubbernes hverdag.
Eventuelle spørgsmål kan rettes til unionens formand Frits Rasmussen.